Liljeborg-koncernen købte i sommeren 2015 den tidligere Abel Cathrines stiftelse på Vesterbro i København og gennemførte, i samarbejde med Mødrehjælpen og OAK Foundation, en omfattende renovering. I november 2016 blev ejendommen overdraget til Mødrehjælpen.

Ejendommen, der er opført i 1885 og oprindelig var en stiftelse for vanskeligt stillede kvinder, rummer i dag Mødrehjælpens rådgivningshus og muliggør, at organisationen kan rådgive langt flere sårbare børnefamilier og gravide i hovedstadsområdet. Samtidig understøtter huset Mødrehjælpens landsdækkende initiativer.

Beslutningen om at etablere rådgivningshuset blev truffet, fordi Mødrehjælpen oplevede en stærkt stigende efterspørgsel efter rådgivning og støtte. Winnie Liljeborg havde tidligere personligt støttet Mødrehjælpen, både selve organisationen og lokalt i Roskilde, og hun ville gerne bidrage til, at organisationen fik udvidet sin kapacitet.

Det handlede både om at dække et stigende behov her og nu, men også om en strategisk løsning. Gennem etableringen af blandt andet et uddannelsescenter kunne Mødrehjælpen dels blive landsdækkende og dels selv blive i stand til at skabe bedre rammer for organisationens vigtige arbejde med at sikre, at sårbare familier får hjælp, når der er brug for det og får gode chancer for at komme videre i livet.

Rådgivningshuset i Abel Cathrines Gade hjælper også familier i resten af Danmark gennem chat- og telefonrådgivning og understøtter Mødrehjælpens mange frivilliges arbejde. Beliggenheden tæt på Københavns Hovedbanegård gør desuden huset let tilgængeligt for Mødrehjælpens mange brugere.