Winnie Liljeborg og Liljeborg-koncernen har finansieret opførelsen af Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde og desuden driften af julemærkehjemmet i fem år. Liljeborg øger julemærkehjemmenes samlede kapacitet med 32 pct., så 1000 børn hvert år kan komme på julemærkehjem. Det betyder, at ventelisterne til et ophold bliver meget kortere.

Julemærkefonden hjælper børn i alderen syv til 14 år, der kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd. Børnene bor i næsten tre måneder på et Julemærkehjem, og hele forløbet strækker sig over et halvt år fra første besøg to måneder før opholdet til afslutningssamtalen to måneder efter. Sammen med forældrene bliver der lavet en individuel handleplan for det enkelte barn, som i løbet af opholdet får mulighed for at forbedre sin fysiske form, sit psykiske velbefindende og sine sociale kompetencer. Det skaber gode betingelser for børnenes trivsel i hverdagen, når de kommer hjem fra Julemærkehjem. Julemærkehjemmene arbejder tæt sammen med barnets skole og hjemkommune for at sikre, at resultaterne bliver fastholdt, når barnet kommer hjem igen.

Det er en tidligere husholdningsskole, Haraldsborg, der nu er ombygget og udvidet til Julemærkehjemmet Liljeborg. Det ligger i smukke omgivelser tæt ved Roskilde Fjord og har plads til 48 børn ad gangen, så i alt 240 børn hvert år kommer til at få et ophold på hjemmet. Liljeborg er det femte julemærkehjem i Danmark. Sidste gang, der blev åbnet et nyt, var i 1962.

Resultaterne af et ophold på et julemærkehjem viser sig blandt andet ved, at 70 pct. af børnene inden opholdet oplever mobning, mens tallet efter et ophold er faldet til 15 pct. Børnene oplever også langt mere livsglæde og højere selvværd, efter de har været på julemærkehjem.

 

Julemærkehjemmet Liljeborg giver os mulighed for at hjælpe rigtig mange børn, der står i en vanskelig situation og har brug for støtte og opbakning. Det arbejde er jeg stolt over at kunne bidrage til.

Winnie Liljeborg