Et ophold på et julemærkehjem er umiddelbart til stor gavn for børnene, men der mangler viden om, hvor stor effekten af opholdet er på længere sigt og om, hvordan man bedst kan sikre, at den varige effekt bliver så stor som muligt. Derfor har Liljeborgfonden valgt at støtte et forskningsprojekt i tilknytning til Julemærkehjemmet Liljeborg. Projektet skal undersøge effekten af opholdet på et julemærkehjem kombineret med et forløb, hvor man følger børnene tættere i tiden efter, de kommer hjem igen.

Projektet handler i høj grad om at få dokumenteret effekten af indsatsen, så man i fremtiden kan hjælpe så kvalificeret som muligt. Et andet potentielt udbytte er et koordineret samarbejde mellem landets fem julemærkehjem og børnenes hjemkommuner, så man sikrer, at hele indsatsen omkring barnet hænger så godt sammen som muligt. Det er desuden et mål at få undersøgt, om man kan finde nogle mønstre i, hvilke børn og familier, der har et særligt behov for en styrket indsats i tiden efter barnets ophold på et julemærkehjem.

Liljeborgfonden støtter forskningsprojektet med ca. 2,7 mio. kroner, og projektet er planlagt til at strække sig over de næste fire år. Projektet gennemføres af Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. For fonden er projektet en god anledning til at øge fokus på børn og unges trivsel, blandt andet i forbindelse med overvægt, og bidrage til at udvikle det vidensgrundlag, som arbejdet finder sted på.